Jungledyrene

GoGos side

Stamtavle

GoGo hos KongroAbyssinieren GoGo er det sidste skud på stammen herhjemme, men også hun har været længe ventet. I 2003 var der World Show i København, og Ola og jeg tog af sted fra Stockholm for at være med som publikum. Efter showet skulle vi nusse killinger hos Helle (DK Tick-Tag) - og sikke nogle killinger! Ola faldt pladask for Keyah, der på det tidspunkt var fem uger gammel. Desværre for os var Keyah ikke til salg (hvilket jeg godt forstår), så endnu en gang måtte vi besinde os og slå tålmodigheden til!

I 2005 blev Keyah så endelig parret og skulle føde, mens vi var på sommerferie. Jeg var ellers klar til at slå telt op i Helles have, men London og Rom vandt på betingelse af, at Helle holdt os opdateret per sms!

Jeg glemmer aldrig, da telefonen endelig bippede, og beskeden lød noget i retningen af: "Keyah fødte i går. Der kom desværre kun en killing." Jeg vidste jo, at Helle selv ville beholde en, og dermed blev der ikke noget keyahbarn til os. Sikke en skuffelse! Men så meget desto større var glæden, da vi senere på eftermiddagen fik endnu en sms - Keyah havde født en killing til, over 24 timer efter den første! Det forklarer GoGos fulde navn: Tick-Tag's Touch'n GoGo Girl. Jeg kan tilføje, at et glædeshyl i Londons Akvarium runger pænt meget...!

I oktober flyttede vidunderet ind, og ikke alene er hun smuk som jeg-ved-ikke-hvad og har det dejligste temperament - hun gjorde sig også næsten øjeblikkeligt venner med alle husets firbenede beboere. Hun og Tail har helt sikkert fundet hinanden - de leger, slås, vasker hinanden og putter til den store guldmedalje. Tail lader endda GoGo die på ham, når hun har lyst ;-)

Jeg udstiller GoGo sammen med Tail, da de to er uadskillige, og det går over al forventning. Hun er meget anderledes end de fleste andre abyssiniere, man ser i Sverige, så det er spændende at have hende med og se, hvad der bliver sagt til hende. Uanset hvad er hun for mig den dejligste aby, jeg kunne have drømt om!

GoGos galleri

Fakta om GoGo:

Race:Abyssinier, vildtfarvet (EMS: ABY n)

Fødselsdato:18. juli 2005

Kælenavne: Prinsesse, Spring-Spring, Lille Pige, Go-si-Go, Bandit

Udstilling: I 2007 blev GoGo nummer 7 på Felis Danicas topkatteliste for kastrater samt nummer 1 på Katteklubbens topkatteliste for kastrater. Se flere resultater under udstilling.