Indras side
Indra er hjemmets alderspræsident, selv om man ikke umiddelbart skulle tro det. Hun er også grunden til, at vi valgte at få racekat.
Indra har et sind, jeg aldrig før havde oplevet hos en kat. Hun er intelligent, snakkende, social og aktiv. Min barndoms kat var en "dumsnäll" (som de siger på svensk) huskat - den dejligste kat i verden, men klog var hun altså ikke! Indra derimod forstår helt bestemt alt, vi siger!
Da vi fik Tail, var det mit håb, at Indra kunne få sig en legekammerat, der var lige så aktiv og intelligent som hun selv. Foreløbig virker det nu, som om hun har fået sig en kæreste - hvad enten hun vil eller ej (og det med intelligensen snakker vi ikke højt om!)! Men det er nu heller ikke svært at forstå, at man bliver forelsket i Indra... Samtidig er Indra gearet lidt ned med alderen, og det har vist sig, at hun åbenbart leger bedst alene, selv om hun da tager sig nogle gevaldige galopture sammen med Tail og GoGo. Det passer hende vist fint at kunne være i fred, når hun vil det, og være med til at lege, når hun vil dét.
Indras yndlingslege er at apportere mus og at jagte drillepinde i sengen - vel at mærke ikke den "dyre" ende af en drillepind, næh nej, det skal være den ende uden noget! Derudover sover hun i arm om natten, helst imellem os, så hun har kontakt med os begge, og favoritputtestedet har altid været på brystet helt oppe under hagen på en.
Fakta om Indra:
Race: Huskat (korthåret)
Fødselsdato: cirka 25. april 2001
Kælenavne: Indramus, Mullerbus, Indra-Pindra, Pusling
Mere om Indra (og Troll) findes under Historien.
