Jungledyrene

GoGo blev BOB1 i Ribe!

GoGoAldrig har jeg prøvet noget lignende. Jeg havde længe glædet mig til at skulle til Danmark med GoGo, for det er nu rarere at udstille der, hvor man kender en masse og kan snakke hele dagen! Og så skulle Helle, GoGos opdrætter, også udstille, og jeg glædede mig sådan til at vise hende, hvor smuk GoGo er blevet. Men at GoGo i den grad selv skulle understrege sin skønhed, havde jeg godt nok ikke regnet med.

Vi skulle have Gianfranco Mantovani som dommer om lørdagen. Ham havde vi også haft på forrige udstilling, hvor han nominerede GoGo, så det var jeg naturligvis vældig godt tilfreds med. GoGo nappede da også BIV over de to andre kastrater og blev nomineret igen!

Da det var tid til sceneshow forlød det, at JYRAK ville udtage Best of Best. Nå ja, tænkte jeg, jeg skulle bare have GoGo nogenlunde godt igennem det hele. Hun har nemlig haft en rigtig skidt oplevelse med dommerburene på en svensk udstilling, og det har desværre gjort, at hun er utryg ved at sidde i dem nu.

Men hun kom på scenen uden problemer, og dér stod vi og bed negle. Og kat 286, min højtelskede lille abypige, blev BIS! Det var så stort og så dejligt, især at kunne dele det med hendes opdrætter :-)

GoGo kom ned bag scenen igen, hvor jeg fik lov at sidde med hende uden for dommerburene, så hun kunne slappe af. Det gjorde hun så eftertrykkeligt - hun lå i mit skød med fire poter i vejret og blev kløet på maven. Jeg var så glad for, at hun ikke behøvede sidde i buret, når hun nu skulle på scenen igen, så tusind tak til JYRAK for den undtagelse.

Nu skulle alle BIS-kastraterne så på scenen, dvs otte katte (der blev ikke udtaget BOX) - og Gianfranco Mantovani havde som allround-dommer fået til opgave at vælge den bedste, der skulle gå videre til BOB-konkurrencen. At se otte smukke katte fra alle fire kategorier på scenen samtidig og skulle håbe på, at én dommer udser ens egen kat til den bedste . Det tør man ikke! Men gudhjælpemig om ikke det var lige det, der skete - og GoGo var nu mindst udstillingens fjerde bedste kat!

Der var altså fire katte tilbage. En smuk, hvid, voksen maine coon-han, en mindst lige så lækker blå maine coon i klasse 11 samt en dejlig lille burmeserkilling - og så selvfølgelig GoGo. Det var nu op til Mantovani og Alexey Shchukin at rangordne de fire i BOB1, BOB2, BOB3 og BOB4.

Helle og jeg stod med panoramaudsigt over det hele og var ved at kaste op af nervøsitet. Tænk nu hvis . Og alligevel var det jo allerede SÅ stort, at det var helt ligegyldigt, hvordan det endte. Bag scenen havde en af stewarderne gættet på, at burmeseren ville blive nummer fire, den blå MCO nummer tre, GoGo nummer to og den hvide MCO nummer et. Jeg har ikke så meget forstand på andre racer end mine egne, så jeg kan bedømme den slags - jeg er bare glad, når det går godt.

De startede selvfølgelig bagfra med nummer fire . Burmeserkillingen. Stort tillykke til Linda med den lille egenopdrættede Mea Culpas Kiksekage - der er intet kikset over hende!

Så var det tid til at kåre nummer tre . Og til alles overraskelse blev det den hvide MCO, der ellers har vundet snart sagt alt, han kommer i nærheden af - Sebasco's Ice Man. NU var det altså ikke til at holde ud længere! Den blå maine coons ejer, Anna Marie, er også en god katteveninde, der som jeg også bare hygger sig med udstillinger uden selv at være opdrætter, og jeg tror, vi var lige grædefærdige på hinandens vegne, uanset hvem af de to katte, der ville vinde. Den blå maine coon er Pitho Balian, JW, og jeg kan sige af personlig erfaring, at han fortjener sit nye "efternavn"! :-)

Til sidst blev det endelig afsløret - nummer 286 var vinderen, BOB1, udstillingens bedste kat totalt! GoGo havde slået cirka 450 katte af alle racer og køn og aldre. Og hun gjorde det på en udstilling i Danmark, hvor hendes opdrætter var med :-) Jeg kunne ikke have tænkt mig det anderledes eller bedre. Jeg kan ikke finde ordene til at beskrive, hvor stort det var. Selv nu, to måneder efter, får jeg sommerfugle i maven af at tænke på det, og jeg bliver så glad ved tanken om alle de gode minder, jeg har fra den udstilling.

 

Tusind tak til Mette for "manipulering" af billedet af GoGo!